|
Ind fra siden kommer der frisk mælk, det bedste cacao fra Elfenbenskysten og ganske almindeligt sukker.
Ud i den anden ende kommer en Cocio. Det er den korte version, og med mindre du er meget interesseret i teknik, opskrifter, produktionsgange og anden industrisnak, så behøver du ikke læse mere.
For os andre er der sjove detaljer i vente...
Helt vildt moderne
Cocio laves i Esbjerg på en ny fabrik, der hver dag sender 400.000 flasker Cocio ud i verden. Dét er da en del.
Produktionen foregår på to fleksible linjer, der kan høvle mellem 28.000 og 30.000 flasker igennem i timen.
Miljø og ansvarlighed er godt
Naturligvis kører Cocio-fabrikken efter de sidste nye miljø- og energibevidste teknologier og arbejdsprocesser.
Og så er Cocio selvforsynende med varme - overskudsvarmen fra produktionen før ikke lov at gå til spilde.
Fabrikken ligger jo trods alt i Esbjerg!
Sådan sker det (her kommer hemmeligheden!)
Cocio består udelukkende af mælk, cacao og sukker. Intet andet! Og det er gennem forarbejdningen af disse tre ingredienser, at den helt særlige Cocio-smag opstår.
Enkelt fortalt så blandes ingredienserne og sendes gennem et rørsystem videre til tappehallen, hvor rå-Cocio'en hældes på flaske og kapsles.
Herefter sendes flaskerne til kogning ved en hemmelig temperatur.
Det er denne kogning, der gør at Cocio før sin helt unikke smag for under den helt rigtige temperatur begynder sukkeret, mælkesukkeret og cacaoen at snakke sammen - de karamelliserer og den store og runde smag af chokolade opstår.
Det lyder enkelt, men der er endnu ingen, der har kunnet finde ud af at efterligne smagen af en original Cocio!
Efter kogningen bliver Cocio-flaskerne stillet til side i 5 dage.
Chokolademælken skal modnes, så at sige.
Den helt rigtige smag skal lige have lidt tid til at udvikle sig. Enhver vil kunne smage forskel på en helt ny-lavet Cocio og en modnet Cocio!
|